Spring til indhold

Indkøbskurv

Din indkøbskurv er tom

OM THOMAS


Thomas Winding foran sit kunstværk, liggende smilende på scenen i sort-hvid foto.

kom med ind i...

thomas windings verden

Livet igennem boltrede Thomas Winding sig i en verden af forskellige kunstneriske udtryk. Han var fuld af idéer, farver, tegninger og malerier, film, historier og musik.Han havde et sikkert blik for det relative i tilværelsen, som udsprang af en stadig søgen efter det sandfærdige og det ægte i livet. Det kom ofte til udtryk i overraskende absurde, humoristiske og poetiske sammenstillinger og modstillinger. Det kunstlede, det opstyltede, det uægte og forfalskede kaldte på hans humoristiske sans, men han var aldrig sarkastisk. Hans holdning til børn var præget af et humanistisk menneskesyn.

Sommerbillede i sort-hvid af Thomas Winding og venner ved havet med båd og hatte.

Thomas Winding var altid i gang

... med alt det, der optog ham, og som han elskede. Han var i gang allevegne, han sad sjældent ned ved ét arbejdsbord, når han arbejdede hjemme, men rykkede rundt i huset alt efter sit humør. I løbet af en dag kunne han sidde og skrive på en historie til en film eller en bog, luge i haven, spille klaver, bas eller trompet, bage et brød, arbejde på et maleri eller på illustrationerne til en bog og meget mere.Thomas Windings kunstneriske løbebane startede med tegning og malerkunst. Men der skulle gå en del år, før han med egne ord indså, at selv når han skrev, var det ikke ORDENE, han skulle sidde og lede efter, men BILLEDERNE, der gav historierne.

Thomas Winding arbejder ved skrivemaskine under lampe, kunstnerisk stemningsbillede i sort-hvid.Foto: Vibeke Winding

Når jeg lukker øjnene og sidder og venter

...så kommer billederne. Først er de ganske utydelige, men hvis jeg venter tålmodigt, bliver de helt klare. Jeg ser billeder af mennesker, jeg kender, huse jeg har besøgt og lande jeg har været i.

Jeg ser billeder fra film og tegninger fra bøger, jeg har læst. Men også billeder jeg ikke kender. Fremmede huse, dyr og planter, indianere, nisser og engle. Og somme tider bliver de til historier. Og de må jo være historier, der ligger inde i mørket og venter på at blive fortalt”.

Thomas Winding: ”En kasse med billeder”.
Foto: Vibeke Winding

Selvportræt af Thomas Winding i samtale med hunden Mester, tegnet i sort-hvid.

Mange husker Thomas Winding for hans stemme

...men stemmen ville ikke være blevet husket uden de historier, han fortalte, og historierne blev skabt af billederne. Den del af hans verden vil vi gerne tage jer med ind i. Når du ser på hans vidunderlige billeder, kan du lukke øjnene og vente på, at billederne bliver til dine egne historier.